Alvin Weekend

Vi har fra den 6.-8. nov. været hos Alvin Anderson på Manos Extendidas (Udstrakte hænder). Alvin er fra USA, men har boet og arbejdede med gadebørn i Honduras i over 13 år. Hos Alvin blev alle de danske volontører i Honduras samlet, og så var der ellers planlagt diverse aktiviteter.

Fredag:
Vi startede med en frokost, hvorefter vi blev anbragt i en minibus og kørt ud til Casacitas Kennedy eller INHFA’s Child Protection Center. Las Casacitas er statens hjem for børn, der bliver fjernet fra deres hjem. Det er en slags mellemstation, hvor man skal finde ud af, om børnene skal sendes hjem til deres forældre igen eller anbringes på et af de mange børnehjem, hvor vi volontører arbejder. Jeg blev noget overrasket over at se stedet, for, for mig lignede det mest et fængsel. Der var godt nok en legeplads og en fodboldbane, men alle børnene var låst inde, især de ældste piger havde det slemt, de havde kun en bænk i deres hus, som de alle sammen kunne sidde på, men ellers ikke noget at underholde sig selv med. Vi fik forklaret at pigerne var låst inde, fordi de ellers ville stikke af og leve et liv på gaden, som højst sandsynligt ville indebære prostitution og snifning af lim. Jeg kunne alligevel ikke lade vær med at tænke på, at det mindede mere om en straf at være der end en frelse. Forstil dig at du er blevet misbrugt derhjemme af en onkel, og du så bliver fjernet og placeret et sted, hvor du er låst inde hele dagen. Nogen ville måske opfatte det som om, det var dem, der havde gjort noget galt, og hvilket forskruet syn af verden ville de piger så ikke få. Vi var også inde og besøge babyerne, der var nok en 10 stykker, en af dem lignede en baby på 2 uger, men han var i virkeligheden 2 måneder, men var bare underernæret. Det var lidt trist at være der, for selvom personalet gør alt, hvad de kan for at hjælpe disse børn, var der stadig nogen, der sad i deres senge med bleen fuld af lort, der er bare ikke ressourcer nok.

Michael som til dagligt arbejder sammen med Alvin og en af pigerne.

Ansigtsmaling.
For at børnene skulle få lov til at komme lidt ud, lavede vi konkurrencer, fodbold og ansigtsmaling. Børnene var så glade, og da vi skulle til at gå, klamrede de sig til os og ville ikke slippe os. Det gør så ondt at forlade børn, der har så desperat brug for kærlighed, men vi skulle jo videre.
Om aftenen skulle vi ud på gaden for at give mad og vand til de gadebørn der lever her. Vi havde smurt omkring 200 sandwich med fríjoles (bønner), som vi delt ud forskellige steder i byen. Vi mødte mange forskellige mennesker, som ikke alle sammen lugtede lige godt, eller var ved deres fulde fem. Forstil dig en lugt af skidt, afføring, alkohol, sved, lim og benzin blandet sammen, så har du en ide om, hvordan disse mennesker lugtede, og de ville alle sammen gerne hen og snakke med dig for at se, hvad det var der forgik. De fleste af dem gik og pattede på en flaske med lim, og mange var så skæve at de stod og svajede. Jeg blev selv helt ør i hovedet af at stå så tæt på dem, så det var højst sandsynligt blandet op med benzin, for at gøre det stærkere. Alvin fortalte os nogen af de fremmødtes historier. F.eks. var der en mor, som havde 3 døtre en på 29, 24, 17 og 13 og de var alle sammen prostitueret, fordi moderen havde sagt, at det var sådan et fedt job. De skulle så, mens de ikke arbejdede, også holde øje med deres lillebror, som var med dem på gaden hver aften. Hvis det var en god aften, kunne de nå 15 kunder, og jo yngre de var jo flere penge tjente de.

Mor med en af hendes døtre.

Det var så uvirkeligt for mig at stå der og snakke med de piger, som omtalt deres arbejde som arbejde og intet andet, for dem er det bare et job. I det hele taget var det en aften, der nok tager et stykke tid at sive ind.

Rabecca med en 14-årig dreng og hans limflaske.

Forstil dig du står og snakker med en ganske almindelig dreng på en 16-17 år, han ser pæn og ren ud, han er godt nok lidt skæv, fordi han står med sin limflaske, men ellers en ganske almindelig teenager, som så fortæller dig, at han bor på gaden og sælger sin krop til de mænd, der gider købe den. Det kan en danske jo slet ikke sætte sig ind i, vi lever i en verden, der ligner paradis i forhold til deres.

Mor og søn.

Vi mødte også en ung kvinde på 18 år, som havde været i fængsel for at dræbe sin lærer og to andre mennesker som 13-årig for at komme ind i en bande, hun vart nu kommet ud igen og trak på gaden. Hendes kæreste fra fængslet var lige død af aids, og hun lignede ikke en, der havde langt igen selv. Det sidste stop vi havde, var ved Maria Isabel. Hun har været Mellemamerikas mest frygtede bandemedlem og har dræbt 3 politimænd og sikkert mange flere civile. Hun er trænet i at samle en pistol med lukket øjne på under 5 min, for hvis man ødelagde sin pistol under en kuglekrig, skulle man jo gerne kunne lave den igen. Da hun blev fanget af politiet, var der 250 specialtrænet politimænd, og de fangede hende kun, fordi hun ikke ville efterlade sin 2-årige datter. I dag er hun ikke længere medlem af sin bande, og er derfor under beskyttelse og blive flyttet hver 2. uge. Vi skulle køre hende til hospitalet, for en af hendes venner var lige blevet skudt, og hun ville gerne besøge ham, så vi tog lige en lille tur ud i det blå.