Ny hjemrejse dato

Hej alle samme.
Lige en meget hurtig opdatering. Min hjemrejsedato er nu blevet flyttet, så jeg ikke kommer hjem til jul alligevel, men bliver hernede til den 15. jan. Det skyldes, at der er meget brug for vores hjælp i månederne nov.-feb. da de offentlige skoler, pga. den politiske situation, skal have samlet op på noget undervisning, og det skal vi hjælpe med. Derfor bliver eventyret for mig lidt længere.
Pas godt på Jer selv ude i den store verden. Vemos.

Undskyld

Hej folkens!
Jeg undskylder for den sene opdatering, men som nogle måske kunne forstille sig, er nettet ikke altid pålideligt i dette område. Nu skulle der tilgengæld være lidt at kigge på igen, selvom noget af det er skrevet for nogle uger siden.

Kalender

Vi har faaet et nyt projekt, som vi skal arbejde lidt paa, sammen med nogle elever fra 6. klasse. Der skal nemlig laves ny kalender til sponserne, saa de kan se, hvordan det gaar, med det projekt de stoetter. Alle billederne bliver tager af boernene selv, men der skal selvfoelelig vaere nogle voksne med, naar der skal tages billeder for boernenes egen sikkerhed. Derfor har vi brugt nogle weekender og frikvarterer paa at gaa ud og besoege boernenes familier og tage billeder af mennesker paa gaden. Igen bliver man overrasket over folks venlighed, de har ingenting, men giver alligevel, det de har.

Jaylennys familie.
Vi har ogsaa laert en ny familie at kende. Moren goer rent paa Génesis, og paa den maade stoeder vi ofte ind i hinanden. Emmerson, som er den aeldste af hendes to drenge, er 5 aar gammel og doevstum og har derfor brug for ekstra hjaelp. Han er en rigtig dejlig dreng, som man sagtens kan lege med, hvis man bare husker paa, at man ikke kan raabe, naar han skal passe paa. Isac er lillebroren er 3 og er en skoen lille prop, som altid loeber i haelene paa sin mor. Det er en dejlig lille familie, som altid er glad for at se én og hilser med kindkys og kram, ogsaa selvom de bor i den fattigste del af Nueva Suyapa, i et hus uden stroem og ordentlige vaegge. Naar man ser paa denne familie, bliver man husket paa, at man skal glaede sig over de smaa ting i livet og ikke kun det materielle.

Emmerson med Anne.

Lige en reklame for Impact: Det ku' være dig:)

Génesis

Det projekt jeg er tilknyttet, er ikke lige som mange af de andre projekter konkret. Der er mange forskellig ting man kan blive sat til alt efter, hvad det er de har brug for. Det er rimelig meget op til os selv, at finde ud af hvor vi gerne vil lægge vores kræfter. Vi kan bruge tid i dagplejen, børnehaveklassen, undervise i engelsk, lave sportsaktiviteter efter skole, hjælpe tandlægen eller finde på noget helt nyt, det er kun fantasien, der sætter grænser. Genesis består af klasser fra børnehaveklasse til 6. klasse, dog lægger hverken børnehaveklassen eller 6. klasse på Genesis, de lægge nemlig på Onesimo, som er high schoolen. Nu er der snart gået 2 uger siden, vi er kommet, og vi har stadig ikke fået et fast skema. Génesis

Det er nemlig også en vigtig ting at fortælle om Genesis, de lever efter de honduranske regler, der sig mañana, mañana (i morgen, i morgen,) i bundt og grund betyder det, at selvom man har et skema for morgendagen, skal man jo samtidig nå alt det, man ikke nåede i dag, og det betyder ikke man har travlt, mens man går det. Det kan være yderst frustrerende, at stå at vente på at børnene bliver færdig med deres frikvarter, som er blevet forlænget med en halv time, fordi der er en lærer, der har fødselsdag og derfor har kage med. Så kan man jo ikke indstille kagespisningen, så eleverne kan få deres undervisning, det kan I jo godt se. Det er sådan nogle små ting, der godt kan gøre ens dag, en lille smule mere komplicerede, end den behøvede at blive. Det positive er, at man lærer at blive super tålmodig.

Andy og Kenneth fra kinder. Sådan nogle dejlige drenge.

Legepladsen på Onesismo bliver brugt af både Kinder og Prepa som er forberedelse til 1. klasse.

Nueva Suyapa

Vi ankom til slummen søndag eftermiddag, og det var noget af et syn der mødte en. Ved det første øjekast så det ikke så slemt ud, men da vi så ankom til vores hus, som lægger på en bakke, havde vi udsigt over det fattigste område af byen. Det er meget svært at forklare, hvor slemt det egentlig er, men jeg vil alligevel forsøge at forklare. I det fattigste område bor folk i et skur bygget af træ, hvor der er klisteret nogle sække på siden, så der ikke kommer vand ind når det regner. Hvis nogen af Jer har set vores cykelskur, så forstil Jer det lidt større og med et fladt bliktag, som bliver holdt fast af nogle sten, der ligger på taget. Ikke alle af disse huse har elektricitet, og hvis de har, er det noget de her ”lånt” fra den rigere del af byen. Menneskerne der bor her, har ikke rindende vand, ikke at man kan drikke det alligevel, men de har ikke mulighed for at gå i bad eller vaske deres tøj, og toilettet er ofte et hul i jorden, og hvis man er rigtig privilegeret, er der måske bygget et skur rundt om. Stadigvæk er det svært at forstille sig, hvordan de bor, og at man overhovedet kan bo sådan, når man ikke har mødt nogle af menneskerne eller set husene.

Det nye kvarter i Nueva Suyapa, hvor de fattigste bor. Her er hverken vand eller electrisitet.
I denne her uge har vi ikke lavet så meget endnu, pga. den politiske situation. Ex-præsidenten Mel er kommet tilbage til landet og gemmer sig på Brasiliens ambassade. Det har gjort, at der er kommet udgangsforbud for at begrænse demonstrationerne, og så politiet kan arrester alle dem de har lyst til. Når man så ikke må gå ud af sit hus fra kl. 5 om morgen til kl. 18 om aften, er der ikke så meget at lave i dette område, specielt ikke når det bliver mørkt kl. 17.30, og man ikke må gå ud, når det er mørkt.
I torsdags var vi dog over og lege med børnehaveklasse børnene. Der er 2 klasser, en for de børn der skal gøres klar til skole, og en for de lidt større børn, som fungerer på samme måde som en børnehaveklasse i Danmark. Det var en meget overvældende oplevelse. Der gik ikke mere end 3 sek., efter vi var trådt ind i klassen, før vi var overfaldet af 10 børn hver, som bogstaveligt talt stod i kø til at give os et kram. Det var nogen dejlige unger, der meget gerne ville have vores opmærksomhed, og jeg var ved flere lejligheder ved at blive revet midt over, fordi der var flere børn der stod og hev i mig, alligevel kan man ikke lade vær med at blive glad, når man er sammen med disse børn, som giver så meget, uden at de selv ved det. Génesis

Copan

Vi ankom til Honduras’ grænse ved 12-tiden lørdag eftermiddag den 19. sep. Lige så snart vi forlod bussen for at komme over til grænse kontoret, blev vi overfaldet af 5 mænd der ivrigt stod og viftede med de nye pengesedler, som de da gerne ville veksle for os, for deres helt egen veksle kurs.

Graense.
Det tog rimelig lang tid at komme over grænsen. Vi skulle nemlig først betale for at komme ud af Guatemala og derefter betale for at komme ind i Honduras, og vi var alligevel en folk på 10 mennesker, men vi fik alle lov til at komme ind. Det sidste stop på dagens bustur var Copán, hvor vi havde besluttet os for at sove, for at turen ikke skulle blive for lang. Her sagde vi farvel til Karen og Michael, der skulle være i Tegucigalpa om lørdagen. Os andre, som nu var reduceret til 8, fandt et lille hyggeligt hotel og tog en tuk tuk ind til det. Her opstod der letter panik, da busselskabet havde ringet, fordi de havde fundet mit kamera, men at de nu var ved at tage af sted igen, så hvis jeg ville have det, måtte jeg skynde mig tilbage og hente det. Så jeg fik min hidtil vildeste tuk tuk tur, hvor jeg flere gange troede, jeg skulle dø. Jeg fik mit kamera, og turen gik videre til Copán ruinerne. Hjertesten.
Ruinerne i Copán er bygget ca. 1300 f.kr. og arkæologerne mener at de kun har fundet ca. 25%, af den by Mayaerne byggede. Det var meget imponerende at stå på toppen Acropolis og spejde over 3300 år gammelt mayarige. Hvis nogen af Jer har set Apocalypto, kan jeg oplyse at stentrappen, hvor fjendernes hoveder triller ned af stadig står og ser imponerende ud. Vi så også den offersten, hvor det bankende hjerte blev lagt, så blodet kunne løbene ned af de udskåret gange og velsigne mayafolket. Mange af ruinerne var beskyttet under tage pga., den forurening og syreregn der er i luften. Det var en imponerende oplevelse, og jeg kunne sagtens have brugt længere tid der. Trappe fra Acropolis.