Alvin Weekend

Vi har fra den 6.-8. nov. været hos Alvin Anderson på Manos Extendidas (Udstrakte hænder). Alvin er fra USA, men har boet og arbejdede med gadebørn i Honduras i over 13 år. Hos Alvin blev alle de danske volontører i Honduras samlet, og så var der ellers planlagt diverse aktiviteter.

Fredag:
Vi startede med en frokost, hvorefter vi blev anbragt i en minibus og kørt ud til Casacitas Kennedy eller INHFA’s Child Protection Center. Las Casacitas er statens hjem for børn, der bliver fjernet fra deres hjem. Det er en slags mellemstation, hvor man skal finde ud af, om børnene skal sendes hjem til deres forældre igen eller anbringes på et af de mange børnehjem, hvor vi volontører arbejder. Jeg blev noget overrasket over at se stedet, for, for mig lignede det mest et fængsel. Der var godt nok en legeplads og en fodboldbane, men alle børnene var låst inde, især de ældste piger havde det slemt, de havde kun en bænk i deres hus, som de alle sammen kunne sidde på, men ellers ikke noget at underholde sig selv med. Vi fik forklaret at pigerne var låst inde, fordi de ellers ville stikke af og leve et liv på gaden, som højst sandsynligt ville indebære prostitution og snifning af lim. Jeg kunne alligevel ikke lade vær med at tænke på, at det mindede mere om en straf at være der end en frelse. Forstil dig at du er blevet misbrugt derhjemme af en onkel, og du så bliver fjernet og placeret et sted, hvor du er låst inde hele dagen. Nogen ville måske opfatte det som om, det var dem, der havde gjort noget galt, og hvilket forskruet syn af verden ville de piger så ikke få. Vi var også inde og besøge babyerne, der var nok en 10 stykker, en af dem lignede en baby på 2 uger, men han var i virkeligheden 2 måneder, men var bare underernæret. Det var lidt trist at være der, for selvom personalet gør alt, hvad de kan for at hjælpe disse børn, var der stadig nogen, der sad i deres senge med bleen fuld af lort, der er bare ikke ressourcer nok.

Michael som til dagligt arbejder sammen med Alvin og en af pigerne.

Ansigtsmaling.
For at børnene skulle få lov til at komme lidt ud, lavede vi konkurrencer, fodbold og ansigtsmaling. Børnene var så glade, og da vi skulle til at gå, klamrede de sig til os og ville ikke slippe os. Det gør så ondt at forlade børn, der har så desperat brug for kærlighed, men vi skulle jo videre.
Om aftenen skulle vi ud på gaden for at give mad og vand til de gadebørn der lever her. Vi havde smurt omkring 200 sandwich med fríjoles (bønner), som vi delt ud forskellige steder i byen. Vi mødte mange forskellige mennesker, som ikke alle sammen lugtede lige godt, eller var ved deres fulde fem. Forstil dig en lugt af skidt, afføring, alkohol, sved, lim og benzin blandet sammen, så har du en ide om, hvordan disse mennesker lugtede, og de ville alle sammen gerne hen og snakke med dig for at se, hvad det var der forgik. De fleste af dem gik og pattede på en flaske med lim, og mange var så skæve at de stod og svajede. Jeg blev selv helt ør i hovedet af at stå så tæt på dem, så det var højst sandsynligt blandet op med benzin, for at gøre det stærkere. Alvin fortalte os nogen af de fremmødtes historier. F.eks. var der en mor, som havde 3 døtre en på 29, 24, 17 og 13 og de var alle sammen prostitueret, fordi moderen havde sagt, at det var sådan et fedt job. De skulle så, mens de ikke arbejdede, også holde øje med deres lillebror, som var med dem på gaden hver aften. Hvis det var en god aften, kunne de nå 15 kunder, og jo yngre de var jo flere penge tjente de.

Mor med en af hendes døtre.

Det var så uvirkeligt for mig at stå der og snakke med de piger, som omtalt deres arbejde som arbejde og intet andet, for dem er det bare et job. I det hele taget var det en aften, der nok tager et stykke tid at sive ind.

Rabecca med en 14-årig dreng og hans limflaske.

Forstil dig du står og snakker med en ganske almindelig dreng på en 16-17 år, han ser pæn og ren ud, han er godt nok lidt skæv, fordi han står med sin limflaske, men ellers en ganske almindelig teenager, som så fortæller dig, at han bor på gaden og sælger sin krop til de mænd, der gider købe den. Det kan en danske jo slet ikke sætte sig ind i, vi lever i en verden, der ligner paradis i forhold til deres.

Mor og søn.

Vi mødte også en ung kvinde på 18 år, som havde været i fængsel for at dræbe sin lærer og to andre mennesker som 13-årig for at komme ind i en bande, hun vart nu kommet ud igen og trak på gaden. Hendes kæreste fra fængslet var lige død af aids, og hun lignede ikke en, der havde langt igen selv. Det sidste stop vi havde, var ved Maria Isabel. Hun har været Mellemamerikas mest frygtede bandemedlem og har dræbt 3 politimænd og sikkert mange flere civile. Hun er trænet i at samle en pistol med lukket øjne på under 5 min, for hvis man ødelagde sin pistol under en kuglekrig, skulle man jo gerne kunne lave den igen. Da hun blev fanget af politiet, var der 250 specialtrænet politimænd, og de fangede hende kun, fordi hun ikke ville efterlade sin 2-årige datter. I dag er hun ikke længere medlem af sin bande, og er derfor under beskyttelse og blive flyttet hver 2. uge. Vi skulle køre hende til hospitalet, for en af hendes venner var lige blevet skudt, og hun ville gerne besøge ham, så vi tog lige en lille tur ud i det blå.

Lørdag

Drengene fra 12-14.
tørrere drenge 15-17 år.

I dag skulle vi besøge Youth Correctional center i Tamara, det er ungdomsfængslet, hvor piger og drenge fra 12-17 år sidder fængslet. På vejen derud kørte vi forbi mændenes fængsel, som er bygget til 1200 fanger, men der sidder over 5000, så nogen ville mene der var lidt klemt. Så slem var det dog ikke hos drengene, her sidder 105 drenge inde for ting som tyveri, drug dealing, voldtægt eller mord. Da vi kom, gik 2 drenge udenfor med kæmpeknive og skar græsset, de var good behaviuors. Den ene var indsat for mord, men havde kun fået en straf for at være indblandet i mordet og havde derfor kun fået 2 år, men han mente selv, at han kunne komme ud efter et år pga. god opførsel. Alt dette fortalte han med et smil på læben uden at vise nogen angre eller bevidsthed om, at det, han havde gjort, var forkert. I fængslet for drengene undervisning i eng, mat, spansk og bibleundervisning. Så er der også fag som computer, guitar og barbering, som bliver brugt til at give drengene ideer om, at der er andre ting man kan fortage sig end at sælge stoffer eller voldtage folk. Vi besøgte drengene i deres 4 huse og gav dem sodavand og chips. De var alle sammen meget høflige, men på den anden side er det jo heller ikke hver dag, der vader 19 kvinder ind i deres hus og giver dem mad. Der var også 5 drenge indsat i isolation, de 2 af dem havde stjålet fra andre fanger, de andre 2 havde voldtaget en af de mindre drenge, og var sat der, for at de andre indsatte ikke slog dem ihjel, og den sidste fandt vi ikke ud af hvad havde lavet. Det virker så underligt at stå og hælde sodavand op til drenge, der nok ikke er ældre end 15, som pjatter og fniser, med de andre indsatte, drenge som stadig er børn på mange måder, men samtidig ved man, at de har voldtaget en dreng for mindre end 15 dage siden. Det er ikke nemt at fatte.

Isolationscellen.
Efter besøget hos drengene, gik vi ind for at besøge de 14 piger, som bor betydeligt bedre end drengene med egne værelser. Vi legede de samme lege med disse piger, som vi havde leget dagen før, og de gik meget højt op i det. I det øjeblik hvor de leger, glemmer man at mange af dem er indsat for mord, og ser dem som helt almindelige normale piger. Pigerne.
Efter vores fængselstur kørte vi ud til 1 af de 2 feeding centre, hvor børnene om lørdagen kommer i søndags skole med deres lille kop. Efter lidt bibelundervisning får de mad inden de går hjem til deres forældre eller deres liv på gaden. Det virker måske ikke som meget kun at give dem et måltid om ugen, men det er bedre end ingenting.Feedingcenter

Søndag

Vi afsluttede weekenden med et kirkebesøg i Alvins kirke. Det foregik som mange andre steder hernede, med sang, bønner og prædiken. Som I kan læse har det været en meget begivenhedsrig weekend, med mange oplevelser der lige skal synke ind, men det har også været fedt at se, hvordan hele situationen ser ud. Man har fået dannet sig et større overblik og opdaget, at det vi laver her faktisk hjælper.

La Cancha

La Cancha eller la Canchita er et sted hvor de unge mødes for at spille fodbold. Det er ejet af en tidligere medarbejderne på Génesis, som selv bruger banen til fodboldtræning for piger, som er noget der har været efterspurgt i Nueva Suyapa et stykke tid. Banen er god, fordi det giver de unge et sted at være om eftermiddagen og aftnen, så de ikke af kedsomhed finder på at bruge tiden på kriminalitet. I de uger vi har været her, er der blevet arbejdet meget med stedet, som nu er blevet tilknyttet med en restaurant, så man også kan nyde lidt mad mens man venter på det bliver ens tur til at spille. Vi volontører bruger også stedet meget, til at mødes både med de drenge der er tilknyttet projektet, men også drenge fra samfundet, som det ellers ikke ville være muligt at mødes med, fordi vi ikke kan invitere drenge hjem til vores hus. Når vi er der, spiller vi tit forskellige kort spil, ser fjernsyn eller snakker.

Art group

Kreativiteten mangler ikke.
For nogle af de penge vi har fået sponsoreret, har Karin og jeg lavet en Art group for nogle af eleverne fra 2.-4. klasse. Vi har været ude og bruge penge på maling, papir, pensler m.m. Børnene hygger sig rigtig meget og elsker at male. Hver gang vi mødes har vi et nyt emne, sidste gang skulle de tegne et billede af deres familie, som de bagefter skulle farvelægge, og forrige gang lavede vi farvecirkler. Der skulle være 20 børn hver gang vi mødes, men som ægte honduranere glemmer de tit at møde op, så vi har mellem 8 og 15 børn hver gang.Vi hygger.

Chiminike

Pigerne paa Honduras.
I sidste uge havde Anne sponsoreret en tur for alle 6. klasserne til et børnemuseum nede i Tegus, som hedder Chiminike. Det er et museum, hvor man ikke bare går rundt og kigger på tingene, men hvor man også kan bruge alle sine sanser.
Samfundsrummet.
Det er bygget op i forskellige afdelinger, hvor der er en der handler om kroppen, en anden om samfundet, et tredje om energi osv. Børnene blev delt op i 2 grupper med 3 lærer og en guide i hver. I hvert rum blev der først holdt et lille foredrag, for børnene fik lov til at lege.

Foredrag.

Jeg synes, jeg selv fik noget ud af at være der, så jeg tror, børnene fik endnu mere ud af det, da de også kunne forstå mere af foredragne end mig, da de foregik på spansk.

Kroppen.

Boddy

Vi er alle sammen blevet tilknyttet et barn fra forskellige klassetrin, som vi bruger en time om ugen på at være sammen med. Vi laver nogle forskellige ting hver gang, men vi forsøger hver gang at give lidt hjælp til lektier, for at give lidt ekstra støtte på dette område. Min boddy er 11 år og går i 4. klasse og hedder Ledis.

Ledis.

Han er en rigtig sød dreng, som altid er god til at hjælpe, hvis der nu er nogle små ord, man ikke helt forstår. For at det ikke kun skal være ham, der skal sidde og slave i det med lektierne, har vi lavet en aftale om, at han hver gang skal lære mig to nye ord. Sidste gang vi mødtes, havde Karin og jeg taget en bold med, som vi spillede med nede i hallen. Det er rigtig sjovt at bruge tid med Ledis og Karins boddy Adolfo, fordi man kan se, de også synes, det er hyggeligt.

Ledis og Adolfo spille memory.

Doña Vilma

Doña Vilma er den 2. af de 3 dagplejer i Nueva Suyapa. Den ligger overfor High Schoolen Onésimo, hvilket er praktisk, når børnehave klasse får fri og skal op og passes her. Vi laver de samme ting med børnene her, som ved Doña Vilma. Den eneste forskel er, at det er andre børn og et andet sted.

Doña Mirna

Doña Mirna er er dagpleje der ligge i Nueva Suyapas slum. Det er et sted, hvor vi som voluntører, har valgt at bruge nogle af vores kræfter, fordi der her er brug for det. Vi kommer der som regel fra morgenstunden, da der er flest mødre, der arbejde på dette tidspunkt, og der derfor er flest børn at passe. Børnene finde i alle aldersgrupper, hvor den mindste er lige omkring et år, og den ældste er 8.

Boernene leger

Doña Mirna får ikke penge af forældrene for at passe børnene, fordi det ikke er alle, der kan undvære dem, derfor bliver der betalt i naturalier, såsom ris, æg eller andre madvarer.
I dagplejen får børnene hver dag et bad og bliver tjekket for lus, de får også børstet tænder. Jeg er i denne dagpleje 1 gang om ugen, hvor jeg hjælper med at made, vaske op og underholde børnene. Der er mange ting man kan lave, og vi tager tit nogle forskellige ting med, hver gang vi kommer.

Stephenie paa under 1 aar og mig.

I onsdags havde Anne og jeg en bold med, og tog vi dem med op på el campo, som er den store fodboldbane, hvor de fik lov til at rende lidt krudt af. Andre dage har vi tegnesager, eller perler og snor med til armbånd eller hårpynt.