Emmanuel

I denne her weekend har vi været på et kort besøg på Emmanuel, som er et af de andre projekter som Impact har i Honduras. Det er et børnehjem ledet af et amerikansk par, som gennem mange år har gjort Emmanuel til et hjem for næsten 500 børn i alle aldre. Det er i forhold til mange andre steder i Honduras et meget pænt sted, som minder lidt om en lille landsby, fordi stedet er så stort. Børnehjemmet har deres egen kirke, kiosk og farm med køer, grise, heste og kyllinger, hvor de får æg, mælk og kød fra. På nuværende tidspunkt er der 5 danske voluntører på stedet, men der er nogle der tager hjem her til jul. Børnene er delt op i huse efter aldre, hvor hver hus har en gård, som børnene kan lege i. Lige nu er der ikke skole, men efter ferien starter skolen op igen, hvor alle børn i skolealdre modtager undervisning. Det var en rigtig hyggelig weekend, hvor vi også havde tid til at tilbringe noget af tiden med børnene.

Mad Uge

Burger spisning.
Lidt sundt skal man jo have.
I sidste uge havde vi aktiviteter for piger mellem 10 og 16 fra slummen, som kunne komme op, og lære hvordan man laver mad. Vi havde egnetlig invitetert nogle børn fra 6. klasse, men det her er Honduras, og her skal man ikke forvente folk husker deres aftaler, ikke fordi de gør det med vilje, men fordi det er en del af deres kultur, "mañana, mañana!". Derfor var vi nede og spørger forskellige piger ad, om de havde lyst til at komme. Vi startede med at have 10-12 børn, men i slutningen af ugen var vi over 20.

PIZZA!!!

Vi lavede forskellige ting med dem, Burger, pizza, kartofler og frikkedeller og fordi det er så tæt på jul, skulle vi da lave noget dansk konfekt. Havregrynskugler.

Vi endte med at have nogle rigtig hyggelige dage, hvor vi lavede mad på skolen og i vores lille hus, fordi der ikke rigtig var nogle ovne der virkede på skolen, så vi var nødt til at bruge vores egen ovn. Lidt besværligt, men alt er jo muligt. Pigerne hyggede sig rigtig meget og var kede af, ugen gik så stærkt.
Dansk mad.

Danske piger nyder morgenmad i Costa Rica.

Vi har lige kort været et smut til Costa Rica for at forlænge vores visum, så vi kan blive i Honduras. Når man kommer ind i Guatemala og videre til Honduras bliver ens visum nemlig ikke forlænget, fordi man skal over 2 landegrænser og blive i det nye land i mere end 3 døgn, for at få sit visum forlænget. Det var meningen, vi kun skulle være væk en uge, men pga. valg i Honduras blev busserne aflyst, og det var ikke til at få en bus før 3 dage efter vores oprindelige dato. Vi havde ellers en rigtig hyggelig tur, selvom vejret ikke lige var, hvad vi havde regnet med. Vi var ude på Rivcer Rafting og nogle få stykker ink mig selv hoppede Bungee Jump ud fra en bro. Det var begge to nogle rigtig fede oplevelser, så jeg ikke ville have været foruden. Ellers hyggede vi bare på stranden og slappede lidt af.

Strandtur.

Vi boede på et meget sjovt hotel, hvor vi fik lov til at lave lidt mosaik.

Graduation

Er de ikke søde med deres små huer og kapper?

Skolen i Honduras er nu sluttet, og alle børnene har fået ”sommerferie”, men før de fik lov til at slippe for undervisningen skulle Kinder, Prepa, 6. klasse og High School have deres diplomer og eksamensbeviser. Ceremonierne blev holdt forskudt torsdag, fredag, lørdag i kirken, som ligger op ad skolen, hvor der bagefter var kaffe og kage til forældrene. Kinder og Prepa havde øvedage flere dage før, som vi også var med til for at hjælpe til. Børnene startede med at gå ind to og to dreng, pige, mens de blev præsenteret, og der blev tager billeder. Så skulle der synges national sang inden den lokale præst, som er tilknyttet projektet, kom og prædikede, hvorefter han, de to lærer og skoleinspektøren begyndte at dele beviser ud. Efter denne del af ceremonien var oversået, skulle børnene stille sig op og synge for at vise lidt af det, de havde lavet i løbet af året. Ved Kinder og Prepas graduation, kom 6. klasserne også og sang, før ceremonien sluttede. Modtagelse af eksamensbeviser. FV de to lærer, vores præst og vores rektor.

Alvin Weekend

Vi har fra den 6.-8. nov. været hos Alvin Anderson på Manos Extendidas (Udstrakte hænder). Alvin er fra USA, men har boet og arbejdede med gadebørn i Honduras i over 13 år. Hos Alvin blev alle de danske volontører i Honduras samlet, og så var der ellers planlagt diverse aktiviteter.

Fredag:
Vi startede med en frokost, hvorefter vi blev anbragt i en minibus og kørt ud til Casacitas Kennedy eller INHFA’s Child Protection Center. Las Casacitas er statens hjem for børn, der bliver fjernet fra deres hjem. Det er en slags mellemstation, hvor man skal finde ud af, om børnene skal sendes hjem til deres forældre igen eller anbringes på et af de mange børnehjem, hvor vi volontører arbejder. Jeg blev noget overrasket over at se stedet, for, for mig lignede det mest et fængsel. Der var godt nok en legeplads og en fodboldbane, men alle børnene var låst inde, især de ældste piger havde det slemt, de havde kun en bænk i deres hus, som de alle sammen kunne sidde på, men ellers ikke noget at underholde sig selv med. Vi fik forklaret at pigerne var låst inde, fordi de ellers ville stikke af og leve et liv på gaden, som højst sandsynligt ville indebære prostitution og snifning af lim. Jeg kunne alligevel ikke lade vær med at tænke på, at det mindede mere om en straf at være der end en frelse. Forstil dig at du er blevet misbrugt derhjemme af en onkel, og du så bliver fjernet og placeret et sted, hvor du er låst inde hele dagen. Nogen ville måske opfatte det som om, det var dem, der havde gjort noget galt, og hvilket forskruet syn af verden ville de piger så ikke få. Vi var også inde og besøge babyerne, der var nok en 10 stykker, en af dem lignede en baby på 2 uger, men han var i virkeligheden 2 måneder, men var bare underernæret. Det var lidt trist at være der, for selvom personalet gør alt, hvad de kan for at hjælpe disse børn, var der stadig nogen, der sad i deres senge med bleen fuld af lort, der er bare ikke ressourcer nok.

Michael som til dagligt arbejder sammen med Alvin og en af pigerne.

Ansigtsmaling.
For at børnene skulle få lov til at komme lidt ud, lavede vi konkurrencer, fodbold og ansigtsmaling. Børnene var så glade, og da vi skulle til at gå, klamrede de sig til os og ville ikke slippe os. Det gør så ondt at forlade børn, der har så desperat brug for kærlighed, men vi skulle jo videre.
Om aftenen skulle vi ud på gaden for at give mad og vand til de gadebørn der lever her. Vi havde smurt omkring 200 sandwich med fríjoles (bønner), som vi delt ud forskellige steder i byen. Vi mødte mange forskellige mennesker, som ikke alle sammen lugtede lige godt, eller var ved deres fulde fem. Forstil dig en lugt af skidt, afføring, alkohol, sved, lim og benzin blandet sammen, så har du en ide om, hvordan disse mennesker lugtede, og de ville alle sammen gerne hen og snakke med dig for at se, hvad det var der forgik. De fleste af dem gik og pattede på en flaske med lim, og mange var så skæve at de stod og svajede. Jeg blev selv helt ør i hovedet af at stå så tæt på dem, så det var højst sandsynligt blandet op med benzin, for at gøre det stærkere. Alvin fortalte os nogen af de fremmødtes historier. F.eks. var der en mor, som havde 3 døtre en på 29, 24, 17 og 13 og de var alle sammen prostitueret, fordi moderen havde sagt, at det var sådan et fedt job. De skulle så, mens de ikke arbejdede, også holde øje med deres lillebror, som var med dem på gaden hver aften. Hvis det var en god aften, kunne de nå 15 kunder, og jo yngre de var jo flere penge tjente de.

Mor med en af hendes døtre.

Det var så uvirkeligt for mig at stå der og snakke med de piger, som omtalt deres arbejde som arbejde og intet andet, for dem er det bare et job. I det hele taget var det en aften, der nok tager et stykke tid at sive ind.

Rabecca med en 14-årig dreng og hans limflaske.

Forstil dig du står og snakker med en ganske almindelig dreng på en 16-17 år, han ser pæn og ren ud, han er godt nok lidt skæv, fordi han står med sin limflaske, men ellers en ganske almindelig teenager, som så fortæller dig, at han bor på gaden og sælger sin krop til de mænd, der gider købe den. Det kan en danske jo slet ikke sætte sig ind i, vi lever i en verden, der ligner paradis i forhold til deres.

Mor og søn.

Vi mødte også en ung kvinde på 18 år, som havde været i fængsel for at dræbe sin lærer og to andre mennesker som 13-årig for at komme ind i en bande, hun vart nu kommet ud igen og trak på gaden. Hendes kæreste fra fængslet var lige død af aids, og hun lignede ikke en, der havde langt igen selv. Det sidste stop vi havde, var ved Maria Isabel. Hun har været Mellemamerikas mest frygtede bandemedlem og har dræbt 3 politimænd og sikkert mange flere civile. Hun er trænet i at samle en pistol med lukket øjne på under 5 min, for hvis man ødelagde sin pistol under en kuglekrig, skulle man jo gerne kunne lave den igen. Da hun blev fanget af politiet, var der 250 specialtrænet politimænd, og de fangede hende kun, fordi hun ikke ville efterlade sin 2-årige datter. I dag er hun ikke længere medlem af sin bande, og er derfor under beskyttelse og blive flyttet hver 2. uge. Vi skulle køre hende til hospitalet, for en af hendes venner var lige blevet skudt, og hun ville gerne besøge ham, så vi tog lige en lille tur ud i det blå.

Lørdag

Drengene fra 12-14.
tørrere drenge 15-17 år.

I dag skulle vi besøge Youth Correctional center i Tamara, det er ungdomsfængslet, hvor piger og drenge fra 12-17 år sidder fængslet. På vejen derud kørte vi forbi mændenes fængsel, som er bygget til 1200 fanger, men der sidder over 5000, så nogen ville mene der var lidt klemt. Så slem var det dog ikke hos drengene, her sidder 105 drenge inde for ting som tyveri, drug dealing, voldtægt eller mord. Da vi kom, gik 2 drenge udenfor med kæmpeknive og skar græsset, de var good behaviuors. Den ene var indsat for mord, men havde kun fået en straf for at være indblandet i mordet og havde derfor kun fået 2 år, men han mente selv, at han kunne komme ud efter et år pga. god opførsel. Alt dette fortalte han med et smil på læben uden at vise nogen angre eller bevidsthed om, at det, han havde gjort, var forkert. I fængslet for drengene undervisning i eng, mat, spansk og bibleundervisning. Så er der også fag som computer, guitar og barbering, som bliver brugt til at give drengene ideer om, at der er andre ting man kan fortage sig end at sælge stoffer eller voldtage folk. Vi besøgte drengene i deres 4 huse og gav dem sodavand og chips. De var alle sammen meget høflige, men på den anden side er det jo heller ikke hver dag, der vader 19 kvinder ind i deres hus og giver dem mad. Der var også 5 drenge indsat i isolation, de 2 af dem havde stjålet fra andre fanger, de andre 2 havde voldtaget en af de mindre drenge, og var sat der, for at de andre indsatte ikke slog dem ihjel, og den sidste fandt vi ikke ud af hvad havde lavet. Det virker så underligt at stå og hælde sodavand op til drenge, der nok ikke er ældre end 15, som pjatter og fniser, med de andre indsatte, drenge som stadig er børn på mange måder, men samtidig ved man, at de har voldtaget en dreng for mindre end 15 dage siden. Det er ikke nemt at fatte.

Isolationscellen.
Efter besøget hos drengene, gik vi ind for at besøge de 14 piger, som bor betydeligt bedre end drengene med egne værelser. Vi legede de samme lege med disse piger, som vi havde leget dagen før, og de gik meget højt op i det. I det øjeblik hvor de leger, glemmer man at mange af dem er indsat for mord, og ser dem som helt almindelige normale piger. Pigerne.
Efter vores fængselstur kørte vi ud til 1 af de 2 feeding centre, hvor børnene om lørdagen kommer i søndags skole med deres lille kop. Efter lidt bibelundervisning får de mad inden de går hjem til deres forældre eller deres liv på gaden. Det virker måske ikke som meget kun at give dem et måltid om ugen, men det er bedre end ingenting.Feedingcenter

Søndag

Vi afsluttede weekenden med et kirkebesøg i Alvins kirke. Det foregik som mange andre steder hernede, med sang, bønner og prædiken. Som I kan læse har det været en meget begivenhedsrig weekend, med mange oplevelser der lige skal synke ind, men det har også været fedt at se, hvordan hele situationen ser ud. Man har fået dannet sig et større overblik og opdaget, at det vi laver her faktisk hjælper.

La Cancha

La Cancha eller la Canchita er et sted hvor de unge mødes for at spille fodbold. Det er ejet af en tidligere medarbejderne på Génesis, som selv bruger banen til fodboldtræning for piger, som er noget der har været efterspurgt i Nueva Suyapa et stykke tid. Banen er god, fordi det giver de unge et sted at være om eftermiddagen og aftnen, så de ikke af kedsomhed finder på at bruge tiden på kriminalitet. I de uger vi har været her, er der blevet arbejdet meget med stedet, som nu er blevet tilknyttet med en restaurant, så man også kan nyde lidt mad mens man venter på det bliver ens tur til at spille. Vi volontører bruger også stedet meget, til at mødes både med de drenge der er tilknyttet projektet, men også drenge fra samfundet, som det ellers ikke ville være muligt at mødes med, fordi vi ikke kan invitere drenge hjem til vores hus. Når vi er der, spiller vi tit forskellige kort spil, ser fjernsyn eller snakker.

Art group

Kreativiteten mangler ikke.
For nogle af de penge vi har fået sponsoreret, har Karin og jeg lavet en Art group for nogle af eleverne fra 2.-4. klasse. Vi har været ude og bruge penge på maling, papir, pensler m.m. Børnene hygger sig rigtig meget og elsker at male. Hver gang vi mødes har vi et nyt emne, sidste gang skulle de tegne et billede af deres familie, som de bagefter skulle farvelægge, og forrige gang lavede vi farvecirkler. Der skulle være 20 børn hver gang vi mødes, men som ægte honduranere glemmer de tit at møde op, så vi har mellem 8 og 15 børn hver gang.Vi hygger.

Chiminike

Pigerne paa Honduras.
I sidste uge havde Anne sponsoreret en tur for alle 6. klasserne til et børnemuseum nede i Tegus, som hedder Chiminike. Det er et museum, hvor man ikke bare går rundt og kigger på tingene, men hvor man også kan bruge alle sine sanser.
Samfundsrummet.
Det er bygget op i forskellige afdelinger, hvor der er en der handler om kroppen, en anden om samfundet, et tredje om energi osv. Børnene blev delt op i 2 grupper med 3 lærer og en guide i hver. I hvert rum blev der først holdt et lille foredrag, for børnene fik lov til at lege.

Foredrag.

Jeg synes, jeg selv fik noget ud af at være der, så jeg tror, børnene fik endnu mere ud af det, da de også kunne forstå mere af foredragne end mig, da de foregik på spansk.

Kroppen.

Boddy

Vi er alle sammen blevet tilknyttet et barn fra forskellige klassetrin, som vi bruger en time om ugen på at være sammen med. Vi laver nogle forskellige ting hver gang, men vi forsøger hver gang at give lidt hjælp til lektier, for at give lidt ekstra støtte på dette område. Min boddy er 11 år og går i 4. klasse og hedder Ledis.

Ledis.

Han er en rigtig sød dreng, som altid er god til at hjælpe, hvis der nu er nogle små ord, man ikke helt forstår. For at det ikke kun skal være ham, der skal sidde og slave i det med lektierne, har vi lavet en aftale om, at han hver gang skal lære mig to nye ord. Sidste gang vi mødtes, havde Karin og jeg taget en bold med, som vi spillede med nede i hallen. Det er rigtig sjovt at bruge tid med Ledis og Karins boddy Adolfo, fordi man kan se, de også synes, det er hyggeligt.

Ledis og Adolfo spille memory.

Doña Vilma

Doña Vilma er den 2. af de 3 dagplejer i Nueva Suyapa. Den ligger overfor High Schoolen Onésimo, hvilket er praktisk, når børnehave klasse får fri og skal op og passes her. Vi laver de samme ting med børnene her, som ved Doña Vilma. Den eneste forskel er, at det er andre børn og et andet sted.

Doña Mirna

Doña Mirna er er dagpleje der ligge i Nueva Suyapas slum. Det er et sted, hvor vi som voluntører, har valgt at bruge nogle af vores kræfter, fordi der her er brug for det. Vi kommer der som regel fra morgenstunden, da der er flest mødre, der arbejde på dette tidspunkt, og der derfor er flest børn at passe. Børnene finde i alle aldersgrupper, hvor den mindste er lige omkring et år, og den ældste er 8.

Boernene leger

Doña Mirna får ikke penge af forældrene for at passe børnene, fordi det ikke er alle, der kan undvære dem, derfor bliver der betalt i naturalier, såsom ris, æg eller andre madvarer.
I dagplejen får børnene hver dag et bad og bliver tjekket for lus, de får også børstet tænder. Jeg er i denne dagpleje 1 gang om ugen, hvor jeg hjælper med at made, vaske op og underholde børnene. Der er mange ting man kan lave, og vi tager tit nogle forskellige ting med, hver gang vi kommer.

Stephenie paa under 1 aar og mig.

I onsdags havde Anne og jeg en bold med, og tog vi dem med op på el campo, som er den store fodboldbane, hvor de fik lov til at rende lidt krudt af. Andre dage har vi tegnesager, eller perler og snor med til armbånd eller hårpynt.

Ny hjemrejse dato

Hej alle samme.
Lige en meget hurtig opdatering. Min hjemrejsedato er nu blevet flyttet, så jeg ikke kommer hjem til jul alligevel, men bliver hernede til den 15. jan. Det skyldes, at der er meget brug for vores hjælp i månederne nov.-feb. da de offentlige skoler, pga. den politiske situation, skal have samlet op på noget undervisning, og det skal vi hjælpe med. Derfor bliver eventyret for mig lidt længere.
Pas godt på Jer selv ude i den store verden. Vemos.

Undskyld

Hej folkens!
Jeg undskylder for den sene opdatering, men som nogle måske kunne forstille sig, er nettet ikke altid pålideligt i dette område. Nu skulle der tilgengæld være lidt at kigge på igen, selvom noget af det er skrevet for nogle uger siden.

Kalender

Vi har faaet et nyt projekt, som vi skal arbejde lidt paa, sammen med nogle elever fra 6. klasse. Der skal nemlig laves ny kalender til sponserne, saa de kan se, hvordan det gaar, med det projekt de stoetter. Alle billederne bliver tager af boernene selv, men der skal selvfoelelig vaere nogle voksne med, naar der skal tages billeder for boernenes egen sikkerhed. Derfor har vi brugt nogle weekender og frikvarterer paa at gaa ud og besoege boernenes familier og tage billeder af mennesker paa gaden. Igen bliver man overrasket over folks venlighed, de har ingenting, men giver alligevel, det de har.

Jaylennys familie.
Vi har ogsaa laert en ny familie at kende. Moren goer rent paa Génesis, og paa den maade stoeder vi ofte ind i hinanden. Emmerson, som er den aeldste af hendes to drenge, er 5 aar gammel og doevstum og har derfor brug for ekstra hjaelp. Han er en rigtig dejlig dreng, som man sagtens kan lege med, hvis man bare husker paa, at man ikke kan raabe, naar han skal passe paa. Isac er lillebroren er 3 og er en skoen lille prop, som altid loeber i haelene paa sin mor. Det er en dejlig lille familie, som altid er glad for at se én og hilser med kindkys og kram, ogsaa selvom de bor i den fattigste del af Nueva Suyapa, i et hus uden stroem og ordentlige vaegge. Naar man ser paa denne familie, bliver man husket paa, at man skal glaede sig over de smaa ting i livet og ikke kun det materielle.

Emmerson med Anne.

Lige en reklame for Impact: Det ku' være dig:)

Génesis

Det projekt jeg er tilknyttet, er ikke lige som mange af de andre projekter konkret. Der er mange forskellig ting man kan blive sat til alt efter, hvad det er de har brug for. Det er rimelig meget op til os selv, at finde ud af hvor vi gerne vil lægge vores kræfter. Vi kan bruge tid i dagplejen, børnehaveklassen, undervise i engelsk, lave sportsaktiviteter efter skole, hjælpe tandlægen eller finde på noget helt nyt, det er kun fantasien, der sætter grænser. Genesis består af klasser fra børnehaveklasse til 6. klasse, dog lægger hverken børnehaveklassen eller 6. klasse på Genesis, de lægge nemlig på Onesimo, som er high schoolen. Nu er der snart gået 2 uger siden, vi er kommet, og vi har stadig ikke fået et fast skema. Génesis

Det er nemlig også en vigtig ting at fortælle om Genesis, de lever efter de honduranske regler, der sig mañana, mañana (i morgen, i morgen,) i bundt og grund betyder det, at selvom man har et skema for morgendagen, skal man jo samtidig nå alt det, man ikke nåede i dag, og det betyder ikke man har travlt, mens man går det. Det kan være yderst frustrerende, at stå at vente på at børnene bliver færdig med deres frikvarter, som er blevet forlænget med en halv time, fordi der er en lærer, der har fødselsdag og derfor har kage med. Så kan man jo ikke indstille kagespisningen, så eleverne kan få deres undervisning, det kan I jo godt se. Det er sådan nogle små ting, der godt kan gøre ens dag, en lille smule mere komplicerede, end den behøvede at blive. Det positive er, at man lærer at blive super tålmodig.

Andy og Kenneth fra kinder. Sådan nogle dejlige drenge.

Legepladsen på Onesismo bliver brugt af både Kinder og Prepa som er forberedelse til 1. klasse.

Nueva Suyapa

Vi ankom til slummen søndag eftermiddag, og det var noget af et syn der mødte en. Ved det første øjekast så det ikke så slemt ud, men da vi så ankom til vores hus, som lægger på en bakke, havde vi udsigt over det fattigste område af byen. Det er meget svært at forklare, hvor slemt det egentlig er, men jeg vil alligevel forsøge at forklare. I det fattigste område bor folk i et skur bygget af træ, hvor der er klisteret nogle sække på siden, så der ikke kommer vand ind når det regner. Hvis nogen af Jer har set vores cykelskur, så forstil Jer det lidt større og med et fladt bliktag, som bliver holdt fast af nogle sten, der ligger på taget. Ikke alle af disse huse har elektricitet, og hvis de har, er det noget de her ”lånt” fra den rigere del af byen. Menneskerne der bor her, har ikke rindende vand, ikke at man kan drikke det alligevel, men de har ikke mulighed for at gå i bad eller vaske deres tøj, og toilettet er ofte et hul i jorden, og hvis man er rigtig privilegeret, er der måske bygget et skur rundt om. Stadigvæk er det svært at forstille sig, hvordan de bor, og at man overhovedet kan bo sådan, når man ikke har mødt nogle af menneskerne eller set husene.

Det nye kvarter i Nueva Suyapa, hvor de fattigste bor. Her er hverken vand eller electrisitet.
I denne her uge har vi ikke lavet så meget endnu, pga. den politiske situation. Ex-præsidenten Mel er kommet tilbage til landet og gemmer sig på Brasiliens ambassade. Det har gjort, at der er kommet udgangsforbud for at begrænse demonstrationerne, og så politiet kan arrester alle dem de har lyst til. Når man så ikke må gå ud af sit hus fra kl. 5 om morgen til kl. 18 om aften, er der ikke så meget at lave i dette område, specielt ikke når det bliver mørkt kl. 17.30, og man ikke må gå ud, når det er mørkt.
I torsdags var vi dog over og lege med børnehaveklasse børnene. Der er 2 klasser, en for de børn der skal gøres klar til skole, og en for de lidt større børn, som fungerer på samme måde som en børnehaveklasse i Danmark. Det var en meget overvældende oplevelse. Der gik ikke mere end 3 sek., efter vi var trådt ind i klassen, før vi var overfaldet af 10 børn hver, som bogstaveligt talt stod i kø til at give os et kram. Det var nogen dejlige unger, der meget gerne ville have vores opmærksomhed, og jeg var ved flere lejligheder ved at blive revet midt over, fordi der var flere børn der stod og hev i mig, alligevel kan man ikke lade vær med at blive glad, når man er sammen med disse børn, som giver så meget, uden at de selv ved det. Génesis

Copan

Vi ankom til Honduras’ grænse ved 12-tiden lørdag eftermiddag den 19. sep. Lige så snart vi forlod bussen for at komme over til grænse kontoret, blev vi overfaldet af 5 mænd der ivrigt stod og viftede med de nye pengesedler, som de da gerne ville veksle for os, for deres helt egen veksle kurs.

Graense.
Det tog rimelig lang tid at komme over grænsen. Vi skulle nemlig først betale for at komme ud af Guatemala og derefter betale for at komme ind i Honduras, og vi var alligevel en folk på 10 mennesker, men vi fik alle lov til at komme ind. Det sidste stop på dagens bustur var Copán, hvor vi havde besluttet os for at sove, for at turen ikke skulle blive for lang. Her sagde vi farvel til Karen og Michael, der skulle være i Tegucigalpa om lørdagen. Os andre, som nu var reduceret til 8, fandt et lille hyggeligt hotel og tog en tuk tuk ind til det. Her opstod der letter panik, da busselskabet havde ringet, fordi de havde fundet mit kamera, men at de nu var ved at tage af sted igen, så hvis jeg ville have det, måtte jeg skynde mig tilbage og hente det. Så jeg fik min hidtil vildeste tuk tuk tur, hvor jeg flere gange troede, jeg skulle dø. Jeg fik mit kamera, og turen gik videre til Copán ruinerne. Hjertesten.
Ruinerne i Copán er bygget ca. 1300 f.kr. og arkæologerne mener at de kun har fundet ca. 25%, af den by Mayaerne byggede. Det var meget imponerende at stå på toppen Acropolis og spejde over 3300 år gammelt mayarige. Hvis nogen af Jer har set Apocalypto, kan jeg oplyse at stentrappen, hvor fjendernes hoveder triller ned af stadig står og ser imponerende ud. Vi så også den offersten, hvor det bankende hjerte blev lagt, så blodet kunne løbene ned af de udskåret gange og velsigne mayafolket. Mange af ruinerne var beskyttet under tage pga., den forurening og syreregn der er i luften. Det var en imponerende oplevelse, og jeg kunne sagtens have brugt længere tid der. Trappe fra Acropolis.

Snart farvel

Så er jeg tilbage på tasterne efter en halvanden uges tid, med mange oplevelser. I weekenden var det tid til en tur på stranden. Det var en varm og saltet tur, hvor mange af os skiftede kulør til en lidt mere rødlig farve. Bølgerne var meget store, og det var næsten umuligt at bade på grund af understrømmen. Det endte da også med at livredderne, begyndte at kalde folk op af vandet, for at der ikke skulle ske nogen ulykker. Vi kom meget stegte og trætte hjem omkring kl. 18.
Parade med nationalflag.
Lille tampomajor.
I tirsdags var det Central Amerikas uafhængigheds dag, og det blev fejret i stor stil. De startede allerede i løbet af sidste uge, hvor der så småt, begyndte at dukke nogle små parader op i gaderne som blev ledsaget af musik. Folk begyndte at hænge flag og guirlander op på husmurene i nationalfarverne, og hver morgen blev man vækket af musik. Det er også en tradition at man i hver by, rander rundt med en brændende fakkel i hele byen, gerne af flere omgange. I tirsdags var der dog ekstra meget gøgl. Uafhængighedsdagen herned er en national helligdag, så alle har fri fra arbejde og skole, så de kan deltage i optog og parader inklusiv os. Det tog os dog lidt tid at ryste den værste søvn af os, og da vi endelig befandt os i parken, hvor der skulle ske mest, var alle folk gået til frokost, så der var ikke meget sang, musik og dans tilbage at kigge på. For at vi alligevel skulle mærke lidt til festlighederne, tog vi et smut ned til byen igen efter aftensmaden. Her fik vi til gengæld mulighed for at nyde en masse musik og dans. Hele vejen rundt om parken, var der stillet blæserbands med trommer, xylofoner, blæsere, koklokker og udklædninger, og så gik folk ellers bare amok. Der var musik, dans og optræden i flere timer. Det var meget spændende at opleve en anderledes form for folkefest, og det var sjovt at se alle kostumerne og dansene. I det hele taget var det en rigtig god aften.
Dans og Musik.
Vores ophold her i Antigua er ved at være slut, vi har vores sidste dag i byen og på skolen i morgen, og tager af sted til Honduras tidlig lørdag morgen. Selvom det har været dejligt at lære en masse spansk og langsom få den nye kultur ind under huden, glæder jeg mig alligevel til at komme videre. Det har været dejligt at se og opleve en masse, men det bliver også godt at komme i gang med at arbejde, og gøre det man tog herned for. Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad vores nye hverdag byder på af spændende ting, og vil snart være tilbage med nye beretninger. I må passe på Jer selv så længe.

Weekend ved soeen Atiklan

Hola!

Nu er der gaaet en uge siden sidst, saa nu maa jeg heller fortaelle lidt om, hvad det er, jeg gaar og laver. I sidste uge stod det paa 4 timers undervisning i spansk hver dag. Jeg ville gerne sige, at jeg er blevet haard til det, men der gaar vist lidt tid, foer det er tilfaeldet. I fredags var vi saa heldig at komme ud og se et museum for gamle maya instrumenter og en kaffe plantage. Det var spaendende at se, de mange forskellige maader man kunne spille paa for saa mange aar siden. Kaffe plantagen var ogsaa meget interessant, jeg fik i hvert fald en masse at vide om kaffe, som jeg ikke vidste foer.

Kaffe plante. De smaa groenne knubber bliver roede i november maaneder, hvor efter kvinder og boern plukker dem, og sender dem videre til en fabrik. Efter en lang procces bliver de til sidst til kaffe.Lake Atiklan

I weekenden tog vi alle 17 paa weekend tur til soeen Atiklan. Det er en meget stor soe, som man kan sejle paa. Vi besoegte to smaa landsbyer, San Jose og Antonio. Det var to meget forskellige byer. I San Jose vrimlede det med boern og sealgere, der gerne ville have fat i os, saa vi ville koebe lige praecist deres ting. Antonio derimod var en meget stille by, som laa oppe ad en bjergskraaning. Antonio var fyldt med en masse smaa gallerier, de er nemlig meget kendt for deres hjemme lavede farver i denne by.

Udsigt over Atiklan fra bakkeskraaningen i Antonio.

I gaar soendag tog vi paa marked i en lille by. Det var naesten uhyggeligt at gaa rundt her, fordi der var saa mange mennesker. Det var ganske ubehageligt at naar folk tog fat, rykkede og skubbede en, for at faa opmaerksomhed. Vi ankom traette, men tilfredse til Antigua soendag eftermiddag.

Markedet. Der var mange mennesker alle steder.

Det var denne opdatering. Pas nu paa Jer selv derude i verden.