Emmanuel

I denne her weekend har vi været på et kort besøg på Emmanuel, som er et af de andre projekter som Impact har i Honduras. Det er et børnehjem ledet af et amerikansk par, som gennem mange år har gjort Emmanuel til et hjem for næsten 500 børn i alle aldre. Det er i forhold til mange andre steder i Honduras et meget pænt sted, som minder lidt om en lille landsby, fordi stedet er så stort. Børnehjemmet har deres egen kirke, kiosk og farm med køer, grise, heste og kyllinger, hvor de får æg, mælk og kød fra. På nuværende tidspunkt er der 5 danske voluntører på stedet, men der er nogle der tager hjem her til jul. Børnene er delt op i huse efter aldre, hvor hver hus har en gård, som børnene kan lege i. Lige nu er der ikke skole, men efter ferien starter skolen op igen, hvor alle børn i skolealdre modtager undervisning. Det var en rigtig hyggelig weekend, hvor vi også havde tid til at tilbringe noget af tiden med børnene.

Mad Uge

Burger spisning.
Lidt sundt skal man jo have.
I sidste uge havde vi aktiviteter for piger mellem 10 og 16 fra slummen, som kunne komme op, og lære hvordan man laver mad. Vi havde egnetlig invitetert nogle børn fra 6. klasse, men det her er Honduras, og her skal man ikke forvente folk husker deres aftaler, ikke fordi de gør det med vilje, men fordi det er en del af deres kultur, "mañana, mañana!". Derfor var vi nede og spørger forskellige piger ad, om de havde lyst til at komme. Vi startede med at have 10-12 børn, men i slutningen af ugen var vi over 20.

PIZZA!!!

Vi lavede forskellige ting med dem, Burger, pizza, kartofler og frikkedeller og fordi det er så tæt på jul, skulle vi da lave noget dansk konfekt. Havregrynskugler.

Vi endte med at have nogle rigtig hyggelige dage, hvor vi lavede mad på skolen og i vores lille hus, fordi der ikke rigtig var nogle ovne der virkede på skolen, så vi var nødt til at bruge vores egen ovn. Lidt besværligt, men alt er jo muligt. Pigerne hyggede sig rigtig meget og var kede af, ugen gik så stærkt.
Dansk mad.

Danske piger nyder morgenmad i Costa Rica.

Vi har lige kort været et smut til Costa Rica for at forlænge vores visum, så vi kan blive i Honduras. Når man kommer ind i Guatemala og videre til Honduras bliver ens visum nemlig ikke forlænget, fordi man skal over 2 landegrænser og blive i det nye land i mere end 3 døgn, for at få sit visum forlænget. Det var meningen, vi kun skulle være væk en uge, men pga. valg i Honduras blev busserne aflyst, og det var ikke til at få en bus før 3 dage efter vores oprindelige dato. Vi havde ellers en rigtig hyggelig tur, selvom vejret ikke lige var, hvad vi havde regnet med. Vi var ude på Rivcer Rafting og nogle få stykker ink mig selv hoppede Bungee Jump ud fra en bro. Det var begge to nogle rigtig fede oplevelser, så jeg ikke ville have været foruden. Ellers hyggede vi bare på stranden og slappede lidt af.

Strandtur.

Vi boede på et meget sjovt hotel, hvor vi fik lov til at lave lidt mosaik.

Graduation

Er de ikke søde med deres små huer og kapper?

Skolen i Honduras er nu sluttet, og alle børnene har fået ”sommerferie”, men før de fik lov til at slippe for undervisningen skulle Kinder, Prepa, 6. klasse og High School have deres diplomer og eksamensbeviser. Ceremonierne blev holdt forskudt torsdag, fredag, lørdag i kirken, som ligger op ad skolen, hvor der bagefter var kaffe og kage til forældrene. Kinder og Prepa havde øvedage flere dage før, som vi også var med til for at hjælpe til. Børnene startede med at gå ind to og to dreng, pige, mens de blev præsenteret, og der blev tager billeder. Så skulle der synges national sang inden den lokale præst, som er tilknyttet projektet, kom og prædikede, hvorefter han, de to lærer og skoleinspektøren begyndte at dele beviser ud. Efter denne del af ceremonien var oversået, skulle børnene stille sig op og synge for at vise lidt af det, de havde lavet i løbet af året. Ved Kinder og Prepas graduation, kom 6. klasserne også og sang, før ceremonien sluttede. Modtagelse af eksamensbeviser. FV de to lærer, vores præst og vores rektor.

Alvin Weekend

Vi har fra den 6.-8. nov. været hos Alvin Anderson på Manos Extendidas (Udstrakte hænder). Alvin er fra USA, men har boet og arbejdede med gadebørn i Honduras i over 13 år. Hos Alvin blev alle de danske volontører i Honduras samlet, og så var der ellers planlagt diverse aktiviteter.

Fredag:
Vi startede med en frokost, hvorefter vi blev anbragt i en minibus og kørt ud til Casacitas Kennedy eller INHFA’s Child Protection Center. Las Casacitas er statens hjem for børn, der bliver fjernet fra deres hjem. Det er en slags mellemstation, hvor man skal finde ud af, om børnene skal sendes hjem til deres forældre igen eller anbringes på et af de mange børnehjem, hvor vi volontører arbejder. Jeg blev noget overrasket over at se stedet, for, for mig lignede det mest et fængsel. Der var godt nok en legeplads og en fodboldbane, men alle børnene var låst inde, især de ældste piger havde det slemt, de havde kun en bænk i deres hus, som de alle sammen kunne sidde på, men ellers ikke noget at underholde sig selv med. Vi fik forklaret at pigerne var låst inde, fordi de ellers ville stikke af og leve et liv på gaden, som højst sandsynligt ville indebære prostitution og snifning af lim. Jeg kunne alligevel ikke lade vær med at tænke på, at det mindede mere om en straf at være der end en frelse. Forstil dig at du er blevet misbrugt derhjemme af en onkel, og du så bliver fjernet og placeret et sted, hvor du er låst inde hele dagen. Nogen ville måske opfatte det som om, det var dem, der havde gjort noget galt, og hvilket forskruet syn af verden ville de piger så ikke få. Vi var også inde og besøge babyerne, der var nok en 10 stykker, en af dem lignede en baby på 2 uger, men han var i virkeligheden 2 måneder, men var bare underernæret. Det var lidt trist at være der, for selvom personalet gør alt, hvad de kan for at hjælpe disse børn, var der stadig nogen, der sad i deres senge med bleen fuld af lort, der er bare ikke ressourcer nok.

Michael som til dagligt arbejder sammen med Alvin og en af pigerne.

Ansigtsmaling.
For at børnene skulle få lov til at komme lidt ud, lavede vi konkurrencer, fodbold og ansigtsmaling. Børnene var så glade, og da vi skulle til at gå, klamrede de sig til os og ville ikke slippe os. Det gør så ondt at forlade børn, der har så desperat brug for kærlighed, men vi skulle jo videre.
Om aftenen skulle vi ud på gaden for at give mad og vand til de gadebørn der lever her. Vi havde smurt omkring 200 sandwich med fríjoles (bønner), som vi delt ud forskellige steder i byen. Vi mødte mange forskellige mennesker, som ikke alle sammen lugtede lige godt, eller var ved deres fulde fem. Forstil dig en lugt af skidt, afføring, alkohol, sved, lim og benzin blandet sammen, så har du en ide om, hvordan disse mennesker lugtede, og de ville alle sammen gerne hen og snakke med dig for at se, hvad det var der forgik. De fleste af dem gik og pattede på en flaske med lim, og mange var så skæve at de stod og svajede. Jeg blev selv helt ør i hovedet af at stå så tæt på dem, så det var højst sandsynligt blandet op med benzin, for at gøre det stærkere. Alvin fortalte os nogen af de fremmødtes historier. F.eks. var der en mor, som havde 3 døtre en på 29, 24, 17 og 13 og de var alle sammen prostitueret, fordi moderen havde sagt, at det var sådan et fedt job. De skulle så, mens de ikke arbejdede, også holde øje med deres lillebror, som var med dem på gaden hver aften. Hvis det var en god aften, kunne de nå 15 kunder, og jo yngre de var jo flere penge tjente de.

Mor med en af hendes døtre.

Det var så uvirkeligt for mig at stå der og snakke med de piger, som omtalt deres arbejde som arbejde og intet andet, for dem er det bare et job. I det hele taget var det en aften, der nok tager et stykke tid at sive ind.

Rabecca med en 14-årig dreng og hans limflaske.

Forstil dig du står og snakker med en ganske almindelig dreng på en 16-17 år, han ser pæn og ren ud, han er godt nok lidt skæv, fordi han står med sin limflaske, men ellers en ganske almindelig teenager, som så fortæller dig, at han bor på gaden og sælger sin krop til de mænd, der gider købe den. Det kan en danske jo slet ikke sætte sig ind i, vi lever i en verden, der ligner paradis i forhold til deres.

Mor og søn.

Vi mødte også en ung kvinde på 18 år, som havde været i fængsel for at dræbe sin lærer og to andre mennesker som 13-årig for at komme ind i en bande, hun vart nu kommet ud igen og trak på gaden. Hendes kæreste fra fængslet var lige død af aids, og hun lignede ikke en, der havde langt igen selv. Det sidste stop vi havde, var ved Maria Isabel. Hun har været Mellemamerikas mest frygtede bandemedlem og har dræbt 3 politimænd og sikkert mange flere civile. Hun er trænet i at samle en pistol med lukket øjne på under 5 min, for hvis man ødelagde sin pistol under en kuglekrig, skulle man jo gerne kunne lave den igen. Da hun blev fanget af politiet, var der 250 specialtrænet politimænd, og de fangede hende kun, fordi hun ikke ville efterlade sin 2-årige datter. I dag er hun ikke længere medlem af sin bande, og er derfor under beskyttelse og blive flyttet hver 2. uge. Vi skulle køre hende til hospitalet, for en af hendes venner var lige blevet skudt, og hun ville gerne besøge ham, så vi tog lige en lille tur ud i det blå.

Lørdag

Drengene fra 12-14.
tørrere drenge 15-17 år.

I dag skulle vi besøge Youth Correctional center i Tamara, det er ungdomsfængslet, hvor piger og drenge fra 12-17 år sidder fængslet. På vejen derud kørte vi forbi mændenes fængsel, som er bygget til 1200 fanger, men der sidder over 5000, så nogen ville mene der var lidt klemt. Så slem var det dog ikke hos drengene, her sidder 105 drenge inde for ting som tyveri, drug dealing, voldtægt eller mord. Da vi kom, gik 2 drenge udenfor med kæmpeknive og skar græsset, de var good behaviuors. Den ene var indsat for mord, men havde kun fået en straf for at være indblandet i mordet og havde derfor kun fået 2 år, men han mente selv, at han kunne komme ud efter et år pga. god opførsel. Alt dette fortalte han med et smil på læben uden at vise nogen angre eller bevidsthed om, at det, han havde gjort, var forkert. I fængslet for drengene undervisning i eng, mat, spansk og bibleundervisning. Så er der også fag som computer, guitar og barbering, som bliver brugt til at give drengene ideer om, at der er andre ting man kan fortage sig end at sælge stoffer eller voldtage folk. Vi besøgte drengene i deres 4 huse og gav dem sodavand og chips. De var alle sammen meget høflige, men på den anden side er det jo heller ikke hver dag, der vader 19 kvinder ind i deres hus og giver dem mad. Der var også 5 drenge indsat i isolation, de 2 af dem havde stjålet fra andre fanger, de andre 2 havde voldtaget en af de mindre drenge, og var sat der, for at de andre indsatte ikke slog dem ihjel, og den sidste fandt vi ikke ud af hvad havde lavet. Det virker så underligt at stå og hælde sodavand op til drenge, der nok ikke er ældre end 15, som pjatter og fniser, med de andre indsatte, drenge som stadig er børn på mange måder, men samtidig ved man, at de har voldtaget en dreng for mindre end 15 dage siden. Det er ikke nemt at fatte.

Isolationscellen.
Efter besøget hos drengene, gik vi ind for at besøge de 14 piger, som bor betydeligt bedre end drengene med egne værelser. Vi legede de samme lege med disse piger, som vi havde leget dagen før, og de gik meget højt op i det. I det øjeblik hvor de leger, glemmer man at mange af dem er indsat for mord, og ser dem som helt almindelige normale piger. Pigerne.
Efter vores fængselstur kørte vi ud til 1 af de 2 feeding centre, hvor børnene om lørdagen kommer i søndags skole med deres lille kop. Efter lidt bibelundervisning får de mad inden de går hjem til deres forældre eller deres liv på gaden. Det virker måske ikke som meget kun at give dem et måltid om ugen, men det er bedre end ingenting.Feedingcenter

Søndag

Vi afsluttede weekenden med et kirkebesøg i Alvins kirke. Det foregik som mange andre steder hernede, med sang, bønner og prædiken. Som I kan læse har det været en meget begivenhedsrig weekend, med mange oplevelser der lige skal synke ind, men det har også været fedt at se, hvordan hele situationen ser ud. Man har fået dannet sig et større overblik og opdaget, at det vi laver her faktisk hjælper.